Jeg byggede en millionforretning – og løb et maraton. Her er fællesnævneren
Du kan også vælge at lytte til afsnittet, blot følg linket efter behov ⬇️

Hvad har et maraton og en millionforretning egentlig til fælles? 😂
For bare et par år siden løb jeg ikke mere end 10 km.
Og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt begyndte at tænke, at det kunne være ret fedt at løbe et halvmaraton… men et MARATON på 42,2 km??? 😂
Det var sådan lidt en anden kategori.
På nogenlunde samme tidspunkt havde jeg det faktisk lidt på samme måde med min virksomhed.
30.000 kr. i omsætning på en måned var et mål.
50.000 kr. virkede HØJT.
Og hvis du dengang havde sagt til mig, at jeg skulle nå til et punkt, hvor jeg kunne omsætte omkring 100.000 kr. på en måned og bygge en millionforretning gennem Instagram, så havde jeg nok også tænkt:
Okay okay… slap lige af 😂
Men nu står jeg så her.
Jeg har bygget min millionforretning gennem Instagram.
Og jeg har lige løbet mit første maraton på 42,2 km.
Uden egentlig at have trænet specifikt op til et maraton BTW 😂🏃🏼♀️
Og da jeg sad bagefter – eller nærmere HALTEDE rundt med fuldstændig smadrede ben 😂 – begyndte jeg faktisk at tænke over, hvor meget de to ting har tilfælles.
For hvordan går man egentlig fra et sted, hvor noget virker næsten urealistisk, til et sted, hvor man rent faktisk har gjort det?
Og nej, mit svar er ikke:
✨ Tro på dig selv ✨
✨ Manifestér det ✨
✨ Hvis du kan drømme det, kan du gøre det ✨
For jeg tror faktisk, at der er 2 ret konkrete principper i mit mindset, som jeg bruger igen og igen, når jeg sætter mig mål – og som både har været med til at få mig gennem 42,2 km OG til at bygge den virksomhed, jeg har i dag.
PRINCIP 1: Jeg prøver IKKE at regne hele vejen fra A til Z ud
Det her er nok noget af det, jeg ser ALLERMEST, når jeg taler med mennesker, der gerne vil skabe en forretning gennem Instagram.
De kigger på slutmålet.
“Jeg vil gerne kunne leve af min Instagram.”
“Jeg vil gerne have 10.000 følgere.”
“Jeg vil gerne omsætte for 50.000 kr. om måneden.”
“Jeg vil gerne kunne sige mit job op.”
Og så står man måske lige nu med 800 følgere, 0 kr. i omsætning og ingen idé om, hvordan pokker man skal komme derfra og HELE vejen hen til målet.
Og selvfølgelig virker det uoverskueligt 😂
For du prøver jo nærmest at regne 25 mellemregninger ud på én gang.
Det svarer lidt til, hvis jeg dengang, hvor jeg løb mine første små ture, havde tænkt:
“Okay Lærke, nu skal du bare lige finde ud af, hvordan du løber 42,2 km.”
Så havde jeg nok aldrig gjort det.
For 42,2 km var SÅ langt fra det, jeg kunne på det tidspunkt.
I stedet blev mit næste mål måske 10 km.
Så blev det et halvmaraton.
Og da jeg først havde løbet et halvmaraton, var 21,1 km pludselig ikke længere den her fuldstændig sindssyge distance.
Så kunne jeg jo dét.
Og så havde mit udgangspunkt rykket sig.
Det er præcis det samme, jeg har gjort i min virksomhed.
Jeg startede ikke med en kæmpe Instagramprofil.
Jeg havde ikke en stor opsparing, som jeg kunne smide efter annoncering.
Jeg kommer ikke fra en familie, hvor alle er selvstændige, og hvor nogen kunne give mig en færdig opskrift på, hvordan man bygger en virksomhed.
Jeg startede basically fra scratch 😂
Så hvis jeg dengang havde siddet og tænkt: “Hvordan bygger jeg en millionforretning?”
…så havde jeg jo ikke haft den fjerneste idé.
Men det behøvede jeg faktisk heller ikke at vide.
Jeg skulle bare finde ud af:
Hvad er mit NÆSTE skridt?
Og når jeg havde taget dét, kunne jeg finde det næste.
Og det næste.
Og det næste.
Nogle gange betød det, at jeg selv skulle lære noget nyt. Andre gange fandt jeg ud af, at jeg manglede viden og derfor skulle investere i nogen, der vidste mere end mig. Nogle gange prøvede jeg noget, som IKKE virkede, og så måtte jeg justere.
Men jeg behøvede aldrig have hele planen klar fra starten.
Og det er faktisk også en stor del af den måde, jeg arbejder med Instagram på i dag.
Hvis du eksempelvis gerne vil leve af din Instagram, er dit første mål jo ikke nødvendigvis:
100.000 kr. i omsætning. NU. 😂
Først skal fundamentet måske være på plads.
Så skal du have styr på, hvem du gerne vil tiltrække.
Osv.
Der er altså en masse mellemregninger.
Og hvis du hele tiden kun kigger på det ENDELIGE resultat, kan du meget hurtigt få følelsen af, at du ikke rykker dig.
Selvom du faktisk gør.
Og så kommer princip nr. 2… som næsten er det modsatte 😂
For nu har jeg lige brugt virkelig mange ord på at fortælle dig, at jeg prøver at gøre mine mål mindre og fokusere på næste skridt.
MEN…
Når jeg sætter selve mit mål, gør jeg faktisk ofte det modsatte.
Jeg sætter det højere, end det jeg selv umiddelbart vurderer som realistisk.
Og min lille regel er cirka:
20 % højere.
Lad os sige, at jeg vurderer, at jeg realistisk kan nå 10.000.
Så vil jeg måske sætte mit mål til 12.000.
Ikke fordi jeg så går hjem og græder i et hjørne, hvis jeg “kun” når 10.500 😂
Men fordi jeg har oplevet igen og igen, at størrelsen på mit mål påvirker den måde, jeg handler på.
Hvis mit mål er 10.000, spørger jeg:
“Hvad skal jeg gøre for at nå 10.000?”
Men hvis mit mål pludselig er 12.000, bliver spørgsmålet:
“Okay… hvad skal der så til?”
Og dét kan kræve noget andet af mig.
Måske skal jeg gøre mere.
Måske skal jeg tænke anderledes.
Måske skal jeg turde gøre noget, jeg ellers ikke havde gjort.
Og selv hvis jeg så kun når 80 eller 90 % af det større mål, kan jeg faktisk stadig ende LÆNGERE, end hvis jeg fra starten havde sat det mål, der føltes 100 % realistisk og sikkert.
Det er en lille forskel – men jeg synes faktisk, den har gjort en KÆMPE forskel for mig.
For mine mål har rykket sig hele tiden.
På et tidspunkt virkede 30.000 kr. stort.
Så blev 50.000 kr. målet.
Så begyndte jeg at kigge mod 80.000 kr.
Så 100.000 kr.
Og pludselig står jeg et sted, hvor det, der engang virkede fuldstændig urealistisk, ikke længere føles på samme måde.
Præcis ligesom med mit løb.
10 km var engang langt.
Så blev et halvmaraton langt.
Og nu har jeg fandeme løbet 42,2 km 😂🏃🏼♀️
Og NEJ… jeg tror ikke bare, at jeg kan alt 😂
Jeg synes faktisk, det her er vigtigt at have med.
For når jeg fortæller om at løbe et maraton og bygge en millionforretning, kan det meget hurtigt komme til at lyde som:
“Se mig, jeg kan bare alt, jeg beslutter mig for 😌✨”
Og sådan har jeg det virkelig ikke 😂
Jeg kan for eksempel ikke engang tage EN pull-up.
Seriøst.
Ikke én 😂
Men faktisk er det et ret godt eksempel på hele min pointe.
For hvis jeg går hen til en stang i morgen, prøver at hive mig selv op, ikke kan og derefter konkluderer:
“Nå. Jeg kan åbenbart ikke tage en pull-up.”
…så mangler jeg jo ALLE mellemregningerne.
Og det er lidt det samme, jeg synes, mange kommer til at gøre med deres virksomhed eller Instagram.
De laver 10 reels.
De får ikke 10.000 følgere.
Og så tænker de:
“Instagram virker ikke for mig.”
Måske er du faktisk på vej – men du sammenligner dig hele tiden med slutmålet og opdager derfor ikke, hvor meget du allerede har rykket dig.
Det her er også grunden til, at jeg opsøger de der små “kicks” 💪🏼
Noget andet, jeg er blevet mere og mere bevidst om de seneste år, er, at jeg faktisk godt kan lide at opsøge ting, der giver mig et lille bevis på:
“Okay Lærke… du kan måske lidt mere, end du selv tror.”
På et tidspunkt var det daglige isbade.
Det stoppede jeg så med igen 😂😂
Nu blev det et maraton.
Og det interessante for mig er faktisk ikke nødvendigvis selve maratonet.
Det er følelsen bagefter.
For når jeg har gjort noget, hvor jeg undervejs tænkte:
“Det her ved jeg seriøst ikke, om jeg kan.”
…og jeg så gør det alligevel, så tager jeg den erfaring med mig videre.
Også ind i min virksomhed.
Så… hvad er DIN mellemregning?
Så hvis du selv har et mål, og dit mål specifikt handler om at bygge din Instagram og din forretning, men du er i tvivl om, hvad DIN næste mellemregning egentlig er, så kan du også skrive KIG til mig på Instagram @somelaerkejuhl 📲
Så tager jeg et kig på din profil og vurderer, hvad jeg ville fokusere på som dit næste skridt.



Kommentarer